BYEN TARM

Den lille vestjyske by Tarm har godt 4.000 indbyggere. Byen er fra omkring 1800-tallet, men først i 1875 kom der rigtig gang i byens udvikling, da den blev til stationsby for den vestjyske længdebane.

Aktiviteter i Tarm
Tarm by rummer en masse aktiviteter og fritidstilbud, bl.a. i det store idrætscenter med svømmehal, 2 idrætshaller, fitnesscenter m.v.

I byen finder du også Vestjysk Gymnasium, der oprindeligt blev bygget som Tarm Realskole i 1887 og senere ændret til gymnasium i 1938.

Shopping i Tarm
I Tarm har du alle muligheder for at gøre dine indkøb i en af byens butikker. Der er masser af både specialbutikker og fødevareforretninger.

Og der er endnu flere muligheder om sommeren på markedsdagene, hvor op mod 200 kræmmere fra både nær og fjern tropper op hver onsdag for at sælge deres varer.

Forsøgshaven
Forsøgshaven, som er i forbindelse med Søparken, er et skønt område, der passes af frivillige kræfter. Her kan du både nyde leg, aktiviteter og hyggelige stunder. Et frirum får både store og små.

Japanske kirsebærtræer ved Bybækken
Nyd en gåtur i området ved Bybækken, hvor de smukke japanske kirsebærtræer hvert forår står i fuld flor med deres smukke blomster. Alléen er sponseret af private og firmaer, og plantet af frivillige.

Hattemagerhuset i Tarm
“Hattemagerhuset” er Tarms ældst bevarede hus fra omkring 1800. Navnet stammer fra husets oprindelige beboer, som ernærede sig ved at sy hatte.

Naturen og vandet
Kører du mod vest er der kun ca. 10 km. til Ringkøbing Fjord, hvor der skøn natur, havnemiljøer, vandsportsaktiviteter m.m. En kort tur længere mod vest finder du Vesterhavet, der med brus og bølger altid er fascinerende – uanset årstiden. Generelt er området omkring Tarm og Skjern præget af smuk natur, der indbyder til friluftsliv uanset aktivitetsniveau.